Hvad er det?
Ørnenes Ryder Cup (ØRC) er en enkelt-dags hold-match for 24 ørne, hvor kvalifikation afgøres af resultaterne i uge-turneringerne (åbnings-turnering tæller ikke med), som følger…
Ranglisten
Kvalifikation til ØRC afgøres via Official Ørne Golf Rankings (OØGR), som offentliggøres her på sitet efter hver spillet tirsdag. Points gives til den øverste halvdel (plus ties), altså de der ‘klarer cuttet’ på tværs af spilledage og rækker.
Antallet af points afhænger af deltager antal (NS, NR, DQ, WD og RTD tæller ikke med her), og bedste mand for ugen vil få points, der svarer til deltager antallet til ranglisten.
Så hvis der f.eks. er 70, der har spillet ørn en given uge, vil bedste mand (stableford) få 70 points til ranglisten. Herefter trækkes der 2 points fra per placering indtil tallet går i 0, hvorefter der registreres 0 point for ugen. I eksemplet ville en solo 35. plads således give 2 points, mens 36. plads og værre giver 0 points. Hvis flere deler en given point-givende placering, vil de alle få tildelt samme antal points. Alle points afrundes til nul decimaler, så hvis f.eks. 3 spillere deler et sidste point, vil de blive noteret for nul (0,33 afrundes til 0) points; hvis der derimod var to points til deling, ville de alle få 1 point (0,66 afrundes til 1).
Ved point lighed afgøres pladserne ved handicap ved indmeldelse, deltagelse og ultimativt lodtrækning.
Ranglisten opgøres efter uge 30, som således er sidste tællende uge match til OØGR.
Når ranglisten opgøres vil de kvalificerede få besked snarest herefter, og vil have en relativt kort frist til at tilmelde sig matchen i Golfbox (idet det forventes at der vil være kvalificerede, som enten ikke kan eller vil, se mere under ‘Deltagelse i ØRC’ nedenfor, og der derfor skal være tid til at få holdene fyldt).
Spilformat
ØRC spilles som en hulspils-match mellem to hold á 12 spillere med 6 formiddags-fourballs og 12 eftermiddags-singler. Hver fourball giver 3 match-points og singler giver 2, så der spilles om i alt 42 points (og gør dermed 21½ points til tallet, der skal nåes). Der spilles med 7/8 handicap (altså hvis en spiller har f.eks. 18 i handicap på dagen, bruges 15,8 til ATS-tabellen for den givne tee/bane) – dette bruges til både fourball og single. Alle ørne kan kvalificere sig, uanset række og handicap.
Spilledagen vil være en weekend dag efter sommerferien. Husk at vi her spiller hulspil, så man giver hvad man finder rimeligt, og samler op, når man ikke længere kan bidrage.
Kvalifikation
Den enkelte spillers tilhørsforhold afgøres fra år til år. Det vil fremgå af ranglisten hvilket hold man kvalificerer sig til – dette defineres af tilmeldingerne på samme tidspunkt som rækkerne opdeles.
Medlemmerne af udvalget er automatisk kvalificerede, og to af disse er automatisk kaptajner for holdene – der er dermed 21 pladser at kæmpe om, hvis ingen i udvalget kvalificerer sig via ranglisten.
Disse pladser afgøres via de respektive ranglister.
Deltagelse i ØRC
Alle registreres i OØGR, men det står alle frit for om de ønsker at deltage i selve matchen. Hvis ikke tilgår pladsen til next man up fra samme hold iflg. ranglisten.
Idet vi ikke kan få bane-blokeringer til dette i VGK, vil selve cup’en typisk foregå et andet sted, og der vil være en spiller-udgift forbundet med dette (regn med op til 1000 kr. for to runder (hulspil) inkl. frokost, aftensmad og godt selskab – beløbet kan variere alt efter hvilket tilbud vi kan få, og vil blive meldt ud, når vi kender arrangementet, typisk i starten af sæsonen). Hvis man ikke ønsker denne udgift kan man altid fravælge deltagelse, hvis man er kvalificeret, hvorved pladsen igen går til next-man-up.