Hej alle ørne.

Så er Juni overstået, og vi går ind i sommerferie perioden. Der vil derfor ikke nødvendigvis komme en info post for Juli, med mindre der er noget meget vigtigt at fortælle.

Fuglekrigen

Fuglekrigen blev afviklet i dejligt vejr d. 14/6, og gav en snæver sejr til ørnene. Det nøjagtige resultat blev:

  • Svanerne: 32,19
  • Ørnene: 32,35

Til sammenligning hed tallene for 2024 29,44 v 30,10, så der blev vist langt bedre spil i 2025 fra både Svaner og Ørne. Havde de 32 Svaner scoret 6 points mere, var det gået deres vej, så tæt, tæt… Som det skal være 🙂

I øvrigt var der i år 76 spillere til start (44 ørne og 32 svaner) imod 67 (40 ørne og 27 svaner) i 2024, så tak for deltagelsen. Dette arrangement er bare så meget sjovere når vi er flere, og kan have gunstart uden bekymring om hvorvidt vi kan fylde op.

For ørnene var der præmier til top 5, og det endte som følger:

  1. Jan Egtved Pedersen, 42p
  2. Tommy Alex Sørensen, 41p
  3. Jan Førby Thomsen, 40p
  4. Kenneth Bech, 39p
  5. Kim Werner Møllbach, 37p

Godt spillet alle. Vi går naturligvis efter en three-peat næste år.

Par-3 par turnering

Fredag d. 15/8 afholder vi en par-turnering på par-3 banen. Det er igen primært et socialt arrangement, og fordi vi ønsker at så mange som muligt kan deltage, er formatet ikke helt sat i sten endnu – det vil afhænge af antallet af tilmeldinger. Det er dog givet at vi spiller 9 huller.

Turneringen er nu åben for tilmelding, og man kan tilmelde sig som (2-mands) hold eller individuelt, hvorved et hold vil blive tildelt tilfældigt (formentlig baseret på handicap) før turnerings-start.

Deltagelse i spisning koster 100 kr. Vær opmærksom på at hvis man tilmelder sig som hold skal der tages stilling til spisning for begge spillere ved tilmelding.

Idet der er åbnet for single tilmelding, kan vi havne i den situation, at der er ulige antal tilmeldinger. Hvis det sker ryger den senest tilmeldte single ud af turneringen. Hvis det skulle blive relevant, vil vedkommende blive kontaktet mht. refundering mm.

Par-turnering slutspil

Slutspillet i par-turneringen er nu gået i gang, så hermed en venlig reminder om at 1/8-dels finaler skal være færdigspillet d. 18/8.

Se evt. her for de vigtige datoer for resten af sæsonen.

God sommer(ferie) og sportslig hilsen

Ørneudvalget